Published: 11/7/2019 1:47:57 PM

MarketWire about STENOCARE A/S: Stenocare indgår aftale med canadisk selskab om medicinsk cannabis

Stenocare, der importerer og sælger medicinsk cannabis, har underskrevet en aftale med Emerald Health Therapeutics om at indkøbe medicinsk cannabis til Danmark og selskabets internationale markeder. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse fra selskabet torsdag. Stenocare og Emerald begynder øjeblikkeligt samarbejdet med Lægemiddelstyrelsen for at få produkterne godkendt til det danske cannabispilotprogram, skriver Stenocare i meddelelsen. Selskabets administrerende direktør, Thomas Skovlund Schnegelsberg, glæder sig over aftalen med det canadiske selskab. - Emerald Health Therapeutics er en stærk partner, som vi har estimeret vil være i stand til at forsyne Stenocare med produkter, der passer til de strikse krav i det danske medicinske cannabisprogram. - Dette partnerskab er blevet grundigt evalueret, og vi ser frem til de kommende måneder, hvor vi skal arbejde sammen med Emerald Health Therapeutics, siger topchefen. Stenocare blev stiftet i 2017 med formålet om at være en aktiv deltager i den danske forsøgsordning med medicinsk cannabis. Selskabet har Lægemiddelstyrelsens tilladelser til at dyrke og producere medicinsk cannabis samt til at importere og distribuere medicinsk cannabis, lyder det på selskabets hjemmeside. /ritzau/FINANSNicoline Lärka Sørensen, +45 33300335, E-mail: finans@ritzau.dk

Read more about STENOCARE A/S